Ubehøvlet høvl...

Tale er sølv, tavshed er guld. Der har i sandhed været stille på Snedkersind i en tid. I det virkelige liv får jeg rigeligt fra hånden, da jeg er ved at færdiggøre et større stoleprojekt. I fritiden arbejder jeg på at få ombygget en gammel tømrerkiste, hvilket forhåbentlig ender med en lækker snedkerkiste. Den laves dog lidt på frihånd, uden de store arbejdstegninger, så hvor jeg ender skal nok også overraske mig selv. For en uge siden afsluttede jeg mit 4.hovedforløb. Her arbejdede vi bl.a. med at tegne den stol vi ønsker at lave på 5.hovedforløb, samt modeller, mock-ups, skabeloner mm. Da der kunne hentes merit fra engelskundervisning, takket været en studentereksamen, blev noget af tiden brugt på at lave mig en dejlig træhøvl. Med inspiration fra James Krenov, er den formet efter mine egne hænder, en sand fornøjelse at holde hver gang.Apropos guld er den lavet i intet mindre end guldregn, med en sål af pokkenholt, rummende et dejlig tykt Hoch-blad.

1

2

3

4

5