kun fantasien sætter grænser... (gren)

Internettet bliver brugt til meget, ikke mindst at søge inspiration. Det starter ofte med at man skriver et ord i "Google", og derfra tager det hurtigt fart. Kan godt lide at snuse efter forskellige håndværkere, både af tidligere generationer, men også af nyere. Der er mange forskellige, lige fra Krenov til Thomas Day, personer der på hver deres måde opnår noget fantastisk, og ikke mindst beviser, at succes er et vidt begreb. Forleden var jeg endnu engang ude at lege sporhund på www, og stødte på Kagen Schaefer. Hvis man skulle vælge ét ord til at beskrive hans tilgang til håndværk må det være "puslespil". Hans håndværk er imponerende, ikke alene i kraft af de ideer han har til sine møbler, ideer der for at kunne lykkes, sætter et ekstremt højt krav til de tekniske kompetencer.

Nogle gange giver sådan en søgning åbenbart anledning til noget ganske uventet, om ikke i andres,  så i min verden. Vil nu alligevel dele det her, så må vi se om jeg er ene om at finde det spidsfindigt...

Kagen Schaefer referer til M.C Escher som en af sine inspirationskilder. Jeg åbner selvfølgelig en ny "fane" og søger på ham, og det viser sig at han var en hollandsk billedkunstner. Der kommer et væld af billeder med hans illustrationer og tegninger, samt information om hvem han var. Et af disse billeder genkender jeg straks fra en collage, min afdøde onkel lavede til mig for 12-13 år siden, og som nu hænger på væggen ved siden af mine skjorter, "Day & Night" hedder det tilsyneladende. Dette giver mig mit første smil på læben, men for at slå endnu en krølle på halen af historien, vil jeg lige lufte hvad der gav anledning til endnu et smilehul.

Jeg skrev for endnu flere år tilbage, da jeg var omkring de 9-10 et digt i en sløjd-time. Et digt jeg ganske spontant kaldte "Dag og Nat", bom bom... Det er ikke en corny joke, og kan ikke prale af at min 9 år gamle knold, (der hvis det var i dag, uden tvivl ville blive diagnosticeret til ADHD) havde kendskab til M.C Escher. Digtet handler om fugle der flyver til jorden for at æde sig mætte om dagen, og orme der graver sig fri af jorden om natten, for at ja, æde sig mætte. Lommefilosofi fra 9 år gammelt hjernebark.

Billede

Min første "gren" her på bloggen. Indlægget skal dog ikke snydes for det der startede den lille tsunami af minder. Hvis du vil se noget vildt, så følg linket. Jeg synes det er imponerende, og værd at dele.

http://www.kagenschaefer.com/pipeorgandesk.html