taburet - part 1

Som jeg nævnte i forrige og første indlæg, er jeg igang med at lave noget man kan plante sig i, når at man befinder sig i tegnestuen. Jeg tænkte at dele processen ind i 2-3 kapitler, hvilket forhåbentlig får sig en værdig afslutning inden at jeg afrunder mit praktikforløb. Part 1 omfatter derfor logisk nok den første del af processen, hvilket er skitsering, oprids, og fremstilling af den famøse "mockup", don't mock my mockup, samt første del af den egentlig fremstilling. Til dem der undrer sig over hvad en mockup præcist er, vil jeg beskrive det som følgende. En "håndgribelig" fremstilling af produktets former, dog stadig ud fra skitseringsfasen. Ved at lave denne pre-prototype, der dog hverken omfatter endelig tapper/samlinger eller træsorter, kan man få sig et klart billede af om man formgivningsmæssigt er på rette spor.

                                                                                    

Efter at have lavet nogle forskellige modeller, og omsider nået frem til en færdig form, begyndte jeg at lave mit oprids, en 1:1 tegning af produktet, set forfra, fra siden, og ovenfra. I dette tilfælde var vinklen ovenfra nok lidt overflødig, det var dog stadig sjovt og udfordrende at tegne, og hvis din fancy 3D-animator-knap i dit digitale tegneprogram en dag vælger at strejke, så er det jo kun godt at kunne fange det samme med blyant og lineal.

Nu kunne jeg omsider gå på jagt efter det endelige træ, skære det op i rumål, og lade det arbejde og vride sig efter eget forgodtbefindende. Egentlig bør man efter at have skåret sine materialer i rumål, lade det ligge et par uger i værkstedet, for at det kan falde til ro, og tilpasse sig værkstedet luftfugtighed og temperatur. Men, da jeg ikke har andre projekter at give mig hen til i 2 uger, og mindst af alt tid til dette, måtte det klare med sig et par dage i ro og mag. 

Jeg har nu fået høvlet og skåret materialerne i endelige mål, og den centrale del af processen er godt igang. Jeg er færdig med at lave de 4 ben, og godt igang med at få sprosserne til at passe. Sædet, der består af ét stykke massivt elm, bliver dermed den tredje og sidst del at forme. Der vinkles, saves, og stemmes fortsat, hvilket må siges at være en af de faser jeg nyder mest af alt. Når jeg er kommet godt videre, og begyndt at kunne samle den endelig taburet, vil jeg tage hul på part 2 herinde.