Det at starte et sted.

Det at starte en blog kan åbenbart kræve et forholdvist langt tilløb. I mit tilfælde er det også gældende, og alene det at finde frem til hvor man skal starte kan virke ret så uoverskueligt. Jeg ville vente indtil jeg følte at der var et godt udgangspunkt. Det føler jeg at der omsider er fundet.

Jeg begyndte for 5 uger siden på et kortere praktikforløb ved Amalienborg Snedkerværksted. En oplevelse jeg kan nyde godt af 3-4 uger endnu. Det har været yderst givtigt for mig, og har virkelig bekræftet mig i, at jeg har fat i et håndværk der passer mine hænder og mit hoved.

At komme på en mindre arbejdsplads, hvor du som "lærling" får mere opmærksomhed og vejledning, skal man virkelig værdsætte. De første uger på slottet fik jeg til opgave at konstruere stilladser til deres nye trælager. Materialet var noget så unikt som gamle sunde kalmar-planker, der så vidt jeg ved, har været gulv i en ældre riddersal. (træ med historie, priceless)

Med nogle yderst kompetente snedkermestre, har jeg også fået lov til at beskæftige mig en del med formgivning og ikke kun det at producere. Min nuværende opgave består i at designe og fremstille nogle taburetter/stole til deres tegnestue. Udgangspunktet var at gøre brug af de linjer og materialer rummet allerede bestod af, hvilket jeg troede ville lette min opgave, men det endte tværtimod modsat. Begrænsning kan ofte være en god sparringspartner, gøre det lettere at finde frem til et endeligt produkt, men det kan også slå den anden vej og virkelig trække tænder ud, da du ikke kan forme frit.

Det resulterede i nogle prototyper der på tegning så fornuftige ud, men så snart en "mockup" blev fremstillet, da så man straks de mangler og fejl i designet,  papiret ikke kunne fange.

Jeg håber snart at kunne lægge nogle billeder op af processen, og ikke mindst at dette indlæg er hullet på bylden der skulle til, for at der løbende vil ske mere herinde.